“Dødsdoula”
eller
“End-of-life-doula”
Kærlig, omsorgsfuld, følelsesmæssig og eksistentiel støtte på kanten af livet
På kanten af livet kan mange ord blive væk.
På kanten af livet bliver det, der har været og er sat på spidsen, ofte forstærket eller forstørret.
Det kan blive besværligt eller endnu mere besværligt at tale sammen. At få sagt det, der skal siges, få bedt om det, man har brug for, få undskyldt, tilgivet eller fortalt betydningen af relationen, venskabet eller kærligheden.
Når noget opleves besværligt eller sårbart, har vi det med at beskytte hinanden. Vi holder inde med oplysninger, undgår at tale om det, der kunne bekymre dem, vi elsker eller lader som om, at det, der foregår eller unægtelig skal ske, ikke har væsentlig betydning.
Mange får derfor ikke talt om, hvad de ønsker sig i den sidste tid af livet.
Mange får heller ikke talt om ønsker for bisættelsen, begravelsen, om hvordan og hvorfor præcis den særlige urne ønskes eller hvorfor det vil være dejligt at få spillet lige netop det stykke musik i kirken eller kapellet.
Jeg kan hjælpe med at få taget hul på disse samtaler og få afklaret ønsker fra dig og familien.
Jeg kan være bindeleddet mellem de familiemedlemmer, der i dødens nærvær får svært ved at nå hinanden.
Jeg kan lytte til de svære tanker og ord, til sorgen, til bekymringerne, til frygten, til det der handler om skyld, skam, svigt og andet, der besværliggør relationerne indbyrdes.
Jeg kan hjælpe med at få sat ord på det, der skaber afstand, hvor nærværet ville være at foretrække.
Jeg kan holde rummet, også når der er stille og ingen ord.
Jeg kan være bindeleddet mellem de forskellige instanser, der også hjælper og støtter på deres og bedst tænkelige måde.
Det er ikke terapi på kanten af livet. Det er ikke sygepleje.
Det er kærlig og omsorgsfuld støtte først og fremmest til den døende, og til de nærmeste, der er samlet op til afskeden.
Det er følelsesmæssig og eksistentiel støtte til den døende og de pårørende i tiden op til, under og efter døden.
I mit doulaarbejde læner jeg mig op ad min store erfaring med sygdomsforløb, dødsfald og sorgarbejde.
Jeg tager afsæt i det familiesystemiske, i min viden om kroppen, følelser og traumer, i al den erfaring jeg har i arbejdet med børn og unge, i de tusindvis af samtaler om det svære, om døden, om livet, om kærligheden, om hvad vi tror på eller ikke tror på. Om håb og drømme, og hvordan gamle overbevisninger kan spænde ben i nuet.
Jeg kender til vigtigheden af ritualer og leder gerne efter dem eller hjælper til at skabe nogle nye, der passer til lige netop dig og din familie.
Jeg kan, hvis det giver mening, stille nogle af de spørgsmål, ingen andre stiller og nænsomt invitere ind i nye rum, hvor vi sammen kan gå på opdagelse og finde noget, vi måske ikke vidste, vi ledte efter.
Der er ofte meget kærlighed i disse oplysninger og i samtaler, der har døden som omdrejningspunkt.
Og jeg har tid. Jeg bliver med dig, der er døende og med dine pårørende.
Jeg følger dig og jer hele vejen, og slipper jer først, når I er klar til at blive sluppet.
Jeg bliver et livsvidne på et helt særligt tidspunkt i livet. Et anker. Den klippe, du og familien kan læne sig op ad, når livet skaber rystelser.
Så hvordan kan jeg hjælpe dig og din familie, så du får den bedst tænkelige død?
Ring eller skriv og lad os tage en kop kaffe. Det koster ingenting.
Så tager vi den derfra. Et skridt ad gangen…
Mit eget afsæt
Min far tog imod mig på sin 50 års fødselsdag liggende i en hospitalsseng i den ene af de to stuer en suite i hans og hans hustrus lejlighed i det indre København. De dobbelte fyldningsdøre blev ind imellem slået op, når morfintågen var aftagende, og vi – hans få gæster og jeg – skiftedes til at sidde ved hans side.
Den ene af de gange, jeg sad der, sagde han til mig: ”Ved du godt, jeg skal dø…?”
Jeg husker, jeg fik lyst til at svare: ”Ja, men jeg har været i tvivl, om du selv vidste det…” I stedet sagde jeg bare ”Jaeh…”, og ingen af os vidste helt, hvad vi skulle sige derfra.
Jeg var 25 år gammel, og dette var mit første møde med en døende.
Min far og jeg var ikke vant til at snakke ind i de dybere temaer. Og selv om han havde vidst i et pænt stykke tid, at han indenfor en overskuelig fremtid skulle herfra, evnede han ikke, at tage denne ”besværlige” og sårbare samtale.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han forsøgte at beskytte mig. Men jeg tænker faktisk også, at han på mange måder beskyttede sig selv mod alle de følelser, der ville være forbundet med at lukke op ind til dette rum.
Her kunne jeg godt have brugt en doula
En der kunne holde rummet for eller sammen med os, da det hele blev for svært.
En der kunne oversætte vores tavshed til kærlighed.
En der kunne hjælpe os til at få sagt de ord, vi begge havde besvær med at få formuleret og leveret.
Og meget gerne tidligere end helt ude på kanten af hans liv.
